Friday Findings - Crazy Christmas Cabaret

Vinterferie: Lanzarote

Så er sommeren så småt ved at være ovre og selvom vi vist alle sammen har fyldt solkontoen helt op, så går vi jo en mørk tid i vente og mon ikke behovet for en solrig ferie i vintermånederne kommer til de fleste. Jeg skal ingen steder i år, da jeg til vinter vil have travlt med projekt baby, men jeg har igennem årene boet og besøgt nogle dejlige vinterdestinationer, som jeg tænker, at jeg vil dele med jer.

Er du til charterferie, så er du unægteligt stødt på de Kanariske øer, som henover vinteren forvandler sig til et af danskernes foretrukne charterparadis. Især hovedøen, Gran Canaria er blevet til dette århunderedes Costa del Sol hvilket, nok uberettiget har skabt en del fordomme om øen. De Kanariske øer består dog af mange andre øer. En af dem, har været mit hjem henover en vinter og var med til at skubbe lidt til mine fordomme om denne øgruppe.

Lanzarote adskiller sig fra de andre Kanariske øer. Her er, hvad jeg skrev kort i et blogindlæg kort tid inden, jeg flyttede fra øen:

“Med sit sorte sand og bløde bjerge adskiller Lanzarote sig meget fra noget andet, jeg nogensinde har set. Øen har en spændende naturhistorie, som i dag stadigvæk spiller en stor rolle. De aktive vulkaner, der sender varme op og truer med nye udbrud i fremtiden, falder sammen med de udbrændte vulkaner, der fortæller historien om øen og hvordan den er kommet hertil i dag. Udenfor døren har vi Atlanterhavet. Nogle dage med brusende bølger, der faretruende vælter ind over vejene med høje brøl. Andre dage med en spejlblank overflade, der gør at man glemmer, at det er et verdenshav og ikke en lille sø, vi befinder os i. Under overfladen gemmer der sig en verden af liv, som fortæller os, at selvom vi officielt befinder os i Spanien, så ved dyrelivet godt, at vi er på langt mere eksotiske breddegrader. Og glemmer vi det, så skal den afrikanske sol nok minde os om det!”

Det beskriver det billede, jeg stadigvæk har af Lanzarote i erindringen. Øen rummer selvfølgelig de store hotel resorts, hvor du kan bure dig inde i 14 dage uden at skulle tage stilling til andet end hvilket cocktail, du skal have med til poolen. Hvilket bestemt ikke er en ferieform, der skal undervurderes, men øen har også rigtig meget andet at byde på. Lejer du en bil, så kan du nemt komme rundt. Øen er ikke svær at køre på og der er gode parkeringsmuligheder ved alle steder, der er værd at besøge, så du har ingen undskyldning for ikke at tage på roadtrip.

Tager du til Lanzarote, er der et navn, du lige så godt kan lære fra starten; Cesar Manrique. Han er øens altoverskyggende kunstner og grunden til at alle seværdigheder på øen har et fælles udtryk, hvor kunsten og naturen harmonisk glider sammen. Manrique har haft en finger med i skabelsen af alt, hvad der er værd at se på øen og han er sluppet virkelig godt fra det.

Der er særligt to steder på øen, hvor han har sat sit præg. Det ene er Timanfaya Nationalpark, der udgør de 44 vulkaner, som brød ud i perioden 1730-36. Nationalparken ligner ikke noget andet sted på jorden, måske netop derfor har man valgt at kalde vejen igennem parken for Måneruten. Inde midt i Timanfaya finder du restauranten El Diablo (designet af Manrique), hvor maden bliver tilberedt på varme fra undergrunden. Selvom det er mange år siden, vulkanerne var i udbrud, så ligger varmen stadigvæk og lurer under overfladen. Når du kører igennem Timanfaya, er du fuldstændig afskærmet fra bebyggelse og veje udenfor for parken. Det er som at bevæge sig rundt i en anden og meget ødet verden. Skal du kun besøge et enkelt sted på Lanzarote, så er min anbefaling Timanfaya.

Vulkanudbrud spiller en stor rolle på Lanzarote. Det første store udbrud i vulkanen La Coruna for 5000 år siden skabte en række underjordiske tunneller og grotter som i dag går under navnene Cueva de los Verdes og Jameos del Aqua. De er med hjælp fra Manriques kreativitet i dag omdannet til koncertsal og cafe i et smukt område, hvor du for alvor kan se, hvordan kunstneren forenede naturen med kunsten. Du kan læse mere om nationalparken og grotterne her.

Er du mere til oplevelser under havoverfladen eller har du børn og barnlige sjæle med, som ikke lader sig underholde af kunst, så kan det være, at tanken om et dyk i en vaskeægte ubåd kan lokke dem væk fra poolen. I Puerto Calero finder du Submarine Safaris, som tilbyder dyk til 30 meter i deres store ubåd. Det er en fed oplevelse for hele familien. Selv min mor med vandskræk vågede sig ned i båden, så alle kan være med. Jeg skrev et blogindlæg om min første tur i ubåden, som kan læses her. (Ja, jeg tog turen flere gange!)

Der findes meget mere at se på Lanzarote, dette var bare mine tre favoritter. Øen laver en fantastisk vin, gå efter El Grifo og skal du have brugbare souvenirs med hjem, så findes der masser af steder, hvor du kan købe aloe vera-produkter til en brøkdel af prisen herhjemme. Klimaet og vulkansandet giver oplagte muligheder for netop vin og aloe vera. Er du til sport, så er Lanzarote også en oplagt destination. Du finder blandt andet sportsresortet Club La Santa på øen. Det er stadigvæk på min bucketliste at tage en uge der.

Har du været på Lanzarote? Hvad vil du i så fald anbefale?

Disclaimer: Jeg boede og arbejdede på Lanzarote, derfor er mange af de aktiviteter, jeg nævner, betalt af min tidligere arbejdsgiver TUI.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Friday Findings - Crazy Christmas Cabaret