Et rejseår 2017

Planlægning af Japanrejse 1.0

Jeg ved ikke, om det er en fordel at have en sejlerblog, når man bor i et land, hvor sejlsæsonen varer max 5 måneder. Der sker i hvert tilfælde meget lidt i vintermånederne på den front. Men så er det jo heldigt, at dette også er en rejseblog og at jeg er i fuld gang med at planlægge vores næste ferie, som går til Japan i maj.

Umiddelbart skal man jo enten være rejsejunkie, som jeg er, eller selv have en Japantur i tankerne, for at finde planlægningsfasen interessant, men sidder der nogen derude, der har lyst til at følge med, så er I velkomne…

455350e7-6b8f-454a-b0a1-0af06c7a4a63

Drømmen om Japan har min kæreste og jeg haft inden vi mødte hinanden. Vi er meget forskellige, når det kommer til rejsedrømme, men Japan har stået højt på listen for os begge. Vi besluttede derfor sidste år, at 2018 skal blive det år, hvor Japan bliver krydset af på listen.

Jeg har rejst en del i Asien og har ofte netop valgt Asien, og gået udenom Japan pga. prisen. Japan er helt klart dyrer end resten af Asien, så en opsparing har været nødvendig. Derfor lagde vi et budget meget tidligt, så vi vidste, hvad vi skulle stile efter at spare op og nu, hvor vi har fundet hoteller og lagt en overordnet plan, holder vores budget heldigvis.

Det første, der kom på plads, var flybilletterne. Vi flyver med SAS, som har en direkte afgang til Tokyo. Det betyder, at datoerne var fastlagt fra starten. Vi rejser d.  11 maj og lander igen d. 25 maj. Perioden er lavsæson i Japan, da det er efter cherry blossom. Der hvor kirsbærtræerne springer ud, hvilket som regel sker i marts/april, og endnu vigtigere, efter gloden week, som er et sammenfald af fire nationale helligdage, hvilket gør det til en af de vigtigste ferieperioder for japanerne.

Da vores rejseperiode er kort, har vi valgt at fokusere på tre steder i stedet for at drøne hele Japan rundt. Vi starter i Tokyo, hvor vi skal rundt i de forskellige bydele og se de seværdigheder, som en førstegangsbesøgende skal se. Vi slutter af med en dagsudflugt til Mt. Fuji. Jeg skal nok uddybe programmet senere.

e05692eb-bd82-4029-a27a-7b50f5467d2a

Derefter går turen med Shinkansen (hurtigtoget) til Kyoto, hvor vi har et par overnatninger på en traditionel ryokan (traditionel spa) i bjergene, inden turen går ind til selve Kyoto. Vi har valgt byerne Tokyo og Kyoto (bemærk at de staves med samme bogstaver!) fordi de står i stor kontrast til hinanden. Tokyo er den pulserende hovedstad med neonlys, fest og farver. Kyoto er den historiske by, det gamle kejseriges hovedstad.

fc097eee-0dd4-40bd-8863-bfee4265d094

Det sidste sted vi skal besøge, er udelukkende mit ønske. Det må jeg hellere indrømme med det samme. Vi slutter ferien af med et par dage i Disneyland Tokyo. Hvis du kender mig, så kommer det ikke som en overraskelse og hvis du ikke gør, så må jeg heller smide en disclaimer med det samme. Jeg har i mange, mange, MANGE år dyrket Disneytemaparker, som noget nær min største rejsehobby. Mit mål er at besøge alle disneyparker i verden, så det er helt naturligt, at ferien afsluttes her.

80d7be41-3ba4-41bf-b26e-3f4e41d63142

Indtil videre har vi fly og hoteller på plads, samt en overordnet plan. De næste par måneder skal bruges på at bestille togbilletter og lave en mere detaljeret plan for turen.

Planen for bloggen er at lave nogle indlæg, der uddyber planlægningen, valg af hoteller osv. Spørgsmål, kommentarer, tips og tricks er selvfølgelig velkomne. Det er vores første tur til Japan, så vi er på ingen måder eksperter…. endnu!

Opdatering: Jeg har efterfølgende lavet nogle indlæg, der uddyber vores planer for hvert sted.

De findes her: Tokyo, Kyoto, Disneyland

1 kommentar

  • Åh, hvor er jeg misundelig. Tokyo står simpelthen så højt på min liste. Desværre må turen dertil, da året allerede er fuldt booked rejsemæssigt (:

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et rejseår 2017