Interview: Hvid kvinde i Kenya

Hvad får en hvid kvinde til at rejse alene til Kenya og leve blandt lokalbefolkningen i to måneder? Hvordan bliver man modtaget i en landsby, hvor de aldrig ser hvide mennesker og hvilke fordomme bliver man mødt med?

Det ved forfatter Cathrine Thovtrup, for når hun rejser, er det ikke all inklusive på Grand Canaria. Hun træder ud af det, der er de flestes comfort zone og rejser til steder, hvor vi andre nok ville tøve en ekstra gang… Og så gør hun det alene.

Jeg har stillet hende en række spørgsmål, dels for at blive klogere på hendes rejsemønster og dels fordi hendes fortællinger vækker en nysgerrighed i mig. Cathrine har nemlig skrevet en bog om hendes rejse i Kenya og det er den, vi tager udgangspunkt i, i dette interview.

Hvordan kom Kenya ind i billedet som en mulig rejsedestination?

“Som massør havde jeg klienter, der var begyndt at tage på træningslejr i Kenya. De kom altid hjem med rigtig spændende historier og blev ved med at sige, at jeg ville elske landet. Så til sidst tog jeg med en af gangene. Det var fuldstændig rigtigt. Kenya og jeg var ret hurtigt på bølgelængde med hinanden.”

Hvad tiltrækker dig ved et land som Kenya?

“Fra første gang jeg mødte Kenya, blev jeg tiltrukket af, at der er plads til skævheder og kreativitet. Det er så lidt på bekostning af idéen om struktur. Både i hverdagen og i samfundet. Samtidig er befolkningen utrolig gæstfrie, meget smilende og imødekommende. Når du rejser i Kenya, så får du aldrig lov til at være  tvivlrådig i mere end tre sekunder, før folk er parate til at hjælpe dig af et godt hjerte.”

Der er ingen tvivl om, at Kenya står Cathrines hjerte nær, men jeg kan ikke lade være med at spørge ind til det, som mange nok tænker, når de hører om hendes rejse, nemlig risikoen.

Du rejser enlig kvinde til destinationer, som nok ikke er andres førstevalg til en solorejse, hvilke tanker har du gjort dig om sikkerhed og risiko?

“Jeg prøver altid at lave en grundig research, før jeg tager afsted. Jeg følger også gerne nogle troværdige netaviser et par måneder før afrejse, for at vide lidt om den politiske situation, og hvad der generelt rør sig i landet. Hvis jeg her igennem får en idé om, at der er steder som er mindre sikre, så plotter jeg dem ind på et landkort. På den måde har jeg styr på det, når jeg rejser rundt. Gerne med en note om hvad risikoen indebærer. Så kan jeg nemlig under rejsen vurdere, om det har ændret sig.

Mine vurdering under rejsen bygger næsten udelukkende på de lokales udsagn. Hvis en lokal siger, at der er en risiko, så er det 100% sikkert, at der er en risiko. Der er forskel på, hvor risikovillig folk er. Min grænse går ved, at der er en meget høj mulighed for, at jeg skal aktivere min rejseforsikring pga. legemsbeskadigelse.

Hvis muligt så prøver jeg på forhånd at skabe nogle relationer til lokale i de områder, hvor jeg skal være. På den måde er jeg aldrig helt alene, hvis der sker mig noget. Jeg vil dog sige, at i Kenya var det forarbejde fuldstændig spild af tid. Simpelthen fordi de er super imødekommende. I det land bliver du nød til at låse din dør og skodde dine vinduer, for at få en dag alene, og det er helt hjerteligt ment.”

Igen beskriver Cathrine kenyanerne som hjælpsomme og imødekommende, men hun ser anderledes ud og det kan mærkes, når hun står overfor dem, der aldrig har set en hvid kvinde i virkeligheden. Det behøver der dog ikke komme en dårlig situation ud af, tvært imod.

“Der er en episode, som jeg ikke fortæller om i bogen. Der kommer jeg til en lille landsby, hvor der er opstået et venskab med en familie. Jeg bliver inviteret på den lokale bar og accepterer indbydelsen. Det meste af aftenen bruger jeg på, at kenyanerne kan tage selfies med mig. Det var simpelthen for stort for dem, at der var en hvid i landsbyen. Det var sjovt den første halve time. Derefter blev jeg stærk i troen på, at jeg aldrig nogensinde skal stræbe efter berømmelse.

Næste dag valgte familien og jeg at vende historien på hovedet. De ejede et lille spisested. Vi aftalte at som en tak, fordi jeg kunne bo og spise relativt gratis, så skulle jeg lave forfaldende arbejde på stedet. Jeg vaskede op, tørrede border af og serverede til tider for et bord eller to. Det blev, som vi forventede, et kæmpe tilløbsstykke. Alle ville se den hvide arbejde. Rygtet siger nemlig, at det er vi ikke så gode til, fordi vi har mange tjenere.

Historien fortæller om, at der stadig er steder, hvor hvide er et særsyn. Men at du som den hvide rejsende selv kan være med til at styre, hvordan det skal påvirke din tur.”

Hvad er din tilgang, når du møder lokale, som måske aldrig har talt med en hvid kvinde? 

“Jeg prøver egentlig bare på at være mig, og at udrydde flest mulige fordomme i vores dialog. Jeg lægger stor vægt på, at jeg ikke vil have særbehandling på grund, af min hudfarve. Jeg er ikke anderledes end dem. Heller ikke når tingene bliver lidt ubekvemt.

 Jeg spiser, det de spiser, og jeg spiser med hånden. Det betyder faktisk ret meget for kenyanerne. En almindelig kenyansk familie kan være helt vild med at invitere dig hjem. Men fordi de måske ikke har noget fint bestik, så føler de ikke, at de kan tillade sig det. Det er nemlig hele den her undertone af, at hvide er mere end kenyanere. Når jeg har mødt den undertone, har jeg prøvet at udfordre den. Al videreudvikling sker ved, at man begynder at tage sin egen betydning langt mere alvorligt.”

Det giver selvfølgelig sig selv, at du møder de lokale med et åbent sind og er parat til følge deres livsstil, også selvom det betyder, at du må indgå nogle kompromiser, så bliver kulturmødet noget nemmere, men jeg kan ikke lade være med, at tænke på, om det ikke kunne være rart med en rejsemakker.

“Det ville jo være super hyggeligt. Men også danne en naturlig boble rundt om rejseselskabet der vil betyde, at jeg havde mindre interaktion med befolkningen i landet. Så det afhænger af rejsens formål. Mit formål med at rejse to måneder i Kenya var at opleve kulturen og menneskene. Så det kunne for mig kun ske alene.”

Der er altså ingen tvivl om, at Cathrine rejser som hun gør, for at møde den autentiske kultur og for at træde i nogle andre fodspor, end dem alle andre træder i. Derfor skal vi da også lige runde emnet, masseturisme, hvilket Cathrine beskriver således:

“Masseturisme er lidt som at besøge sin bedstefar. Bedst som man sidder i stuen og snakker sammen, får man kigget ned på hans gulvtæppe. Her kan du se hele hans liv ud fra de slidebaner, han har gået ind i tæppet. En vej til toilettet. En anden ud til køkkenet. En tredje til soveværelset.  Personligt har jeg det svært med masseturisme, da jeg ikke oplever, at jeg kommer til at se landet, som det egentlig er. Masseturisme tiltrækker ofte en bestemt type mennesker, som ikke nødvendigvis repræsenterer resten af befolkningen. Ligesom essensen af kulturen kan være svær at se.

Det er selvfølgelig en yders subjektiv og  noget firkantet holdning til masseturisme. Som for eksempel ikke tager højde for gevinsten ved arbejdspladser m. m.  Men det er nogle af årsagerne til, hvorfor jeg prøver at styre udenom. Masseturisme sætter uundgåeligt nogle tunge spor efter sig, som går den i militærstøvler. Jeg kan bedre lide at gå barfodet. “

Jeg omtaler Cathrine som forfatter og det gør jeg fordi hun har skrevet og udgivet en bog om sin rejse i Kenya. Derfor vil jeg naturligvis gerne vide, om der kommer flere rejsebeskrivelser i fremtiden, for jeg er ikke i tvivl om, at der nok skal komme flere spændende rejser.

“Der er nogle  fremtidsplaner i vente, som jeg ikke er helt klar til at offentliggøre endnu. Men de er blandt andet dannet, for at jeg kan fordybe mig endnu mere i mit skriveri. Så ja, der vil komme flere bøger fra mig. Rejsebeskrivelser falder helt naturligt for mig, men på sigt vil jeg også gerne udfordre mig med andre genre.

Den næste store rejse bliver forhåbentlig en vandring i det nordligste Kenya. I et område der hedder Turkana land. “

Jeg glæder mig allerede til at læse mere om Cathrines oplevelser. Har du ikke allerede læst bogen Skjulte Perler – Rejseskildring fra Kenya, så vil jeg på det kraftigste anbefale, at du gør det.

Globetrotter På Dybt Vand er i november med i en konkurrence om at blive månedens plusblogger, læs mere om konkurrencen her. #Bloggersdelightplus