Snow & Ice = Snice (Kiruna, Sweden)

Højt over trætoppene

På en klar dag, kan man se helt til København. Det er dog de færreste, der får den oplevelse for klart vejr er ikke det, der kendetegner det danske klima. Men uanset om du kan skimte Bella Sky eller ej, så er udsigten imponerende, når du først har bevæget dig de 45 meter op i luften og nu kigger ud over en variation af trætoppe i grønne nuancer, flade marker og små stier, der snor sig igennem landskabet.

Inden vi er nået så langt, har vi bevæget os igennem skoven på de nyanlagte stier, der stadigvæk dufter lidt af nyhugget brænde. Brædderne ligger snorlige og leder os igennem et landskab, der umiddelbart fremstår som utæmmet natur, der længe har fået lov til at passe sig selv. Vi er for alvor kommet ud i naturen, hvor buskene vokser vildt, vandløbet klukker og lyden af vinden i træerne, får enhver byboer til at føle sig som en kvalificeret kandidat til Alene i Vildmarken. På nær at vi stadigvæk går på træstien og møder flere skilte på vejen, der minder os om, at vi ikke må bevæge os væk fra den faste vej. Vi følger stien godt en kilometer igennem skoven. Undervejs er der små bænke, hvor vi kan hvile vores trætte ben. Vi er på familieudflugt og har en klapvogn med, men det er ikke noget problem. Tilgængelighed er tænkt ind i designet, uanset om du kommer i kørestol, med barnevogn eller stok, kan du stadigvæk få den vilde natur at se… på afstand.

Måske vi skal hoppe endnu længere tilbage, til vores ankomst. Vi kommer i bil og får med nød og næppe drejet af det rigtige sted. Indkørslen ligner ikke indkørslen til en turistattraktion, som Time har nomineret til Worlds Greatest Places i 2019, men det er faktisk ikke mindre end det, vi er på vej til. Ved indgangen bliver den tarvelige indkørsel gjort til skamme. Der er ingen tvivl om, at Camp Adventure ved Rønnede er klar til stimer af turister. Toiletter, madpakkeområde, cafe og en meget ung medarbejder byder os velkommen inden vi bliver sluset ind i skoven.

Vi besøger Camp Adventure netop som efterårsfarverne er begyndt at forvandle skoven. Det er overskyet og køligt, men det betyder blot, at der ikke er så mange gæster. Turen igennem skoven er hyggelig, men kontrasten imellem den vilde natur og de pæne anlagte træstier springer i øjnene. Måske det er derfor, at Der Spiegel har kaldt det et Mesterværk fra Danmark, fordi kontrasten ikke er noget, vi ser så tit.

Kontrasten bliver nærmest grotesk, da vi kommer tættere på Skovtårnet, som det så ydmygt kaldes. Det timeglasformet vidunder kan skimtes på lang afstand og bryder med billedet af skoven og naturen. Det brune stål forsøger at camouflere sig med omgivelserne, men de cirkelformede gange står tydeligt frem, da vi befinder os for foden af tårnet.

Turen op i tårnet minder meget om turen op i en hvilken som helst anden høj attraktion. Hver gang vi er kommet lidt højere op standser vi og kigger ud, tager billeder og forundres over, hvor højt vi er oppe. Sikke en udsigt. Se hvor langt ned, der er! Er vi mon snart helt oppe?

På toppen, højt over trætoppene, blæser det kraftigt. Vindstødene får frit spil imens vi bevæger os rundt. Vi tager billeder af udsigten, samt et par selfies. Vi prøver at få øje på noget velkendt, men det er tydeligvis ikke i dag, at man kan se helt til København. Udsigten er dog ikke mindre imponerende af den grund.

Efter en stund går turen ned igen og tilbage igennem skoven, hvor vi endnu engang bliver et med naturen og kan nyde skoven uden at skulle forholde os til andet end at blive på stien. Tilbage på parkeringspladsen kan vi ikke længere se tårnet. Det ligger godt gemt bag store grønne træer og hvis man ikke lige vidste det, ville man aldrig gætte, at der derinde i den vilde natur ligger et arkitektonisk mesterværk.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Snow & Ice = Snice (Kiruna, Sweden)