200 km nord for Polarcirklen

For et par uger siden (ja, tiden flyver afsted) vendte jeg hjem fra en af de der oplevelser, men aldrig glemmer. En af de oplevelser der er så svære at dele med andre, som ikke har været der. Når folk spørger, hvordan det var, så svarer man “Helt fantastisk” med følelsen af, at “Helt fantastisk” overhovedet ikke dækker oplevelsen. Man viser billeder og fortæller historier, og bliver bekræftet fra alle sider i, at det ser utroligt smukt ud, men folk forstår ikke, at smukt heller ikke beskriver det syn, vi blev mødt af, hver eneste dag.

Jeg tilbragte fem dage lidt udenfor mine-byen Kiruna i Lapland. Vi fløj fra København via Stockholm til hvad der må være verdens mindste lufthavn. Klokken var 13:15 og det var allerede ved at blive mørkt. Aftenen blev brugt på indkvartering på Aurora Camp, middag, sauna og hottub. Så var stilen lagt!

Dagen efter stod den på en ny form for transport, snescootere. Vi blev alle tildelt et monster af en scooter, en kort instruktion og så var det afsted. Det lyder måske en smule ukontrolleret, men der var styr på det. Vi havde nogle meget kompetente guider med, som sørgede for, at det blev spændende uden at blive farligt.  Vi fløj over den frosne is med sneen blæsende ind i hovedet. Selvom temperaturen på denne dag lå på omkring -12 grader, så havde vores fantastiske guider sørget for, at vi hele ugen var udstyret med varme flyverdragter (hedder det flyverdragter, når det er til voksne?) og når snescooteren har varme i gashåndtaget, så er kulden ikke noget problem. Frokosten blev indtaget i en lille træ-tippi omkring et bål og menuen stod på suppe og opvarmet tyttebærsaft. Tyttebærsaft blev en tilbagevendende drik, som kan anbefales i de kolde måneder.

Efter en hel dag i naturen stod næste dag på sightseeing i byen, hvor vi fik historien om flytningen af Kiruna. På grund af jernminen under Kiruna, er jorden blevet udstabil, så i løbet af de næste par år flytter man hele byen ca. 30 km. Der er selvfølgelig rigtig mange meninger om flytningen og det var interessant at høre historien fra flere sider. På den ene side står politikerne og mineselskabet der ser det som en udvidelse og nødvendighed at flytte byen. Det er verdens største undergrundsmine og Kirunas største indtægtskilde, så kræver den en byflytning, så er det det man gør. Allerede samme eftermiddag tog vi ud til et visitorcenter, drevet af samere, hvor vi blev introduceret til deres historie og traditioner. Vi spiste frokost med en ung samisk pige, som meget personligt delte ud af sine livserfaringer. Det var et virkelig spændende besøg, som gav et godt indblik i en minoritet, som ikke har det nemt i Skandinavien. Vi lærte også, at ikke alle er lige begejstret for minen. Samme aften gik turen til et hotel, som de fleste nok har hørt om; Ishotellet i Jukkasjärvi. Sidste år åbnede de et permament ishotel, som er åbent hele året i modsætning til de ishoteller, der bygges op om vinteren og smelter om sommeren. Jeg ved dog ikke, hvor interesseret jeg ville være i at bo på et ishotel, når der ikke ligger sne udenfor. Vi fik en rundvisning og var rundt og se alle værelserne. Isen som hotellet er bygget af, er helt speciel og bliver taget fra Tornefloden, som også leverer is til Icebar i Stockholm og København.

På 4. dagen fik vi endelig solen at se. Vi havde de foregående dage snestorm, hvilket pakkede os ind i endnu mere smukt vat, men pludselig stod solen i horisonten. Den kom aldrig rigtigt længere op, men den var der og det var et smukt vejr, da vi tog snesko på og vandrede rundt i sne til over knæene. Det blev til det ene postkortbillede efter det andet. Frokosten blev indtaget ved et bål midt i sneen. Om eftermiddagen tog vi ind til byen, hvor vi skulle på en guidede tur i minen. Minens første niveau på 540 meters dybde er i dag et visitor center, hvor vi fik en detaljeret beskrivelse af minens arbejde. Jeg må indrømme, at jeg havde det en smule stramt over guiden, der lovpriste firmaet for at være grønne (en jernmine??) og for at gøre flytningen af byen til det bedste, der nogensinde er sket for Kiruna. Hun nåede at sige rigtig mange ting på de tre timer, som turen varede, som jeg i stilhed stillede spørgsmålstegn til.

Den sidste dag skulle vi afprøve endnu et nyt transportmiddel, nemlig hundeslæde. Da vi ankom til hundefarmen, var larmen øredøvende. Jeg vil skyde på, at der var ca. 200 hunde og de gøede  alle sammen på en gang. Som dyreven ringede alle alarmklokker, da det første jeg så, var blodspor i sneen. Hvad er det her for et sted? Hvordan bliver dyrene behandlet? Skal vi sidde i første række til en omgang dyremishandling? HELDIGVIS blev mit førstehåndsindtryk gjort til skamme, da jeg så, hvor begejstrede hundene var for at blive spændt for slæderne og hvor kærlige personalet var overfor hundene. Vi blev bedt om at sætte os hos hundene, når de var spændt for slæden og nusse dem og snakke med dem. Hundene nød opmærksomheden og var tydeligt begejstret for at skulle ud og løbe. Jeg tog en hurtig rundttur på farmen og kunne se, at hundene havde store rene bure med god plads til at løbe rundt og et hundehus til at krybe ind i. Der blev holdt streng kontrol med hver hund og hvor tit den kom ud, samt om den var skadet. Jeg satte mig med god samvittighed på slæden. Det at køre med hundeslæde er en stor oplevelse. Hundene er stille så snart de begynder at løbe og pludselig er det eneste man kan høre, slæden der glider over sneen. Da vi kom tilbage til farmen fik vi god tid til at takke hundene for turen. Personalet vil hellere end gerne have, at hundene bliver nusset, når de står stille, så imens de alle sammen fik et stykke kød, sagde vi farvel til vores favorithund. Min var en ældre hanhund, der hed Lake, som gerne ville trykke sig ind til mig (på billedet ser han ud som om, at han prøver at slippe væk, men han var altså et nussehoved)

Efter turen på hundeslæde, kørte vi tilbage til Kiruna og derefter til lufthavnen. Lige pludselig var 5 dage nord for Polarcirklen overstået og jeg stod tilbage med følelsen af, at jeg slet ikke var klar til at tage hjem.