Friday Findings - Gratis rejseforedrag

Vinterferie: Sri Lanka

Vi er kommet til den tid på året, hvor mange så småt begynder at drømme om deres vinterferie, så jeg har i den forbindelse gravet i rejseminderne og drømmer mig tilbage til mine favoritvinterdestinationer.

Jeg har allerede skrevet lidt om Lanzarote, Maldiverne og Egypten.

For tre år siden blev jeg, i forbindelse med mit arbejde, sendt til Sri Lanka, hvor jeg skulle på en to ugers rundrejse, efterfulgt af tre uger i badebyen, Hikkaduwa. Jeg kendte absolut intet til Sri Lanka, men øen gik lige i hjertet på mig.

Jeg landede i lufthavnen i Columbo og blev kørt syd på til badebyen Hikkaduwa, hvor jeg havde fire dage inden min rundrejse startede. Det var også i Hikkaduwa, at min rejse endte, hvilket var ret heldigt, for jeg havde ikke været der mere end et par dage, inden jeg var fuldstændig forelsket i byen. Hikkaduwa ligger på vestkysten af øen og er lidt af et paradis. Stemningen er rolig og afslappet. Der findes en god blanding af unge backpackere, ældre tilflyttere, børnefamilier og solorejsende. De er der alle sammen og jeg forstår det godt! Sri Lanka tog mig med storm allerede første gang, jeg satte fødderne i Hikkaduwa. Resten af den smukke ø gjorde kun forelskelsen stærkere.

Rundrejsen startede et helt andet sted, i byen Pinnawala, hvor elefantbørnehjemmets elefanter hver dag blev ført ned til floden, hvor de fik lov til at bade og boltre sig i vandet. Det var ikke kun en badetur til ære for turisterne, elefanterne nød vandet i fire timer hver dag, hvor de fleste af dem badede uden kæder eller anden form for lænke. Det er en form for dyrevelfærd, jeg kan stå inde for! Vi besøgte flere naturreservater i løbet af turen, hvor elefanterne lever frit. Sri Lanka gør et stort arbejde for at bevare deres elefanter, som er af arten, den asiatiske elefant.

Rundrejsen tog os også til backpackerbyen Ella, hvorfra du blandt andet kan bestige bjergene Little Adams Peak eller Ellas Rock. Byen var velbesøgt af backpackere fra hele verden, hvilket gav en international stemming i den lille, meget smukke bjergby.

Vi prøvede selvfølgelig også kræfter med surferkulturen i badebyen Arugambay. Her finder man nogle af øens bedste surfercamps. Det er sjovt at surfe og alle kan være med, selvom det er svært, at få det til at se elegant ud. Hvilket nedenstående billede afslører.

Det jeg prøver at sige er, at Sri Lanka har rigtig meget at byde på, uanset om du er til natur, kultur eller sport. Øen er så småt ved at blive overtaget at charterturismen, så skynd dig, hvis du skal nå at besøge denne smukke ø, inden der går masseturisme i den. En flyvetur til Sri Lanka tager ca. 14 timer med et stop på vejen og koster lige nu 3500-5000 kr alt efter flyselskab. Se mere på Momondo.

Globetrotter På Dybt Vand er i November med i en konkurrence om at blive månedens plusblogger, læs mere om konkurrencen her. #Bloggersdelightplus

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Friday Findings - Gratis rejseforedrag