Friday Findings - Rejsemagasinet Vagabond

Naturoplevelse vs. filmkulisse

Jeg står på toppen af en gletsjer på Island. Det har været en drøm i mange år at opleve den særlige islandske natur på nært hold og nu står jeg her. Solen skinner fra en knaldblå himmel og isen blænder øjet. Her er simpelthen så smukt! “Do you know which tv-show was filmed here?” spørger vores guide. “Game of Thrones” udbryder gruppen i kor… Tænk engang, her står vi midt i en scene fra Game of Thrones. WOW!

I Thailand finder du nogle af verdens smukkeste strande. Lyseblåt hav, kridthvidt sand og grønne palmer, der bevæger sig let i brisen fra havet. Særligt én strand er populær, ikke fordi den er smukkere end de andre, men fordi den lagde sand til en snart 20 år gammel film med Leonardo DiCaprio, dengang han var ung og hot. Nu er han bare hot og det er Maya Bay også. Her kan du stå lige midt i kulissen fra The Beach. WOW!

Ok, du kan faktisk ikke længere stå i kulissen fra The Beach, for Maya Bay er lukket af for turister på ubestemt tid. Den er simpelthen blevet ødelagt af turismen. Alt for mange besøgende, alt for mange både og alt for meget affald har ødelagt hele bugten. Og det er ikke det eneste sted i verden, hvor en overflod af turister sætter sine negative spor. Hvis vi hopper tilbage til Island, så er turismen steget markant på øen. Faktisk i sådan en grad, at øen ikke længere kan følge med.

Men hvorfor er det, at vi ofte søger mod destinationer, der er kendt fra tv og film? Der findes som sagt masser af skønne strande i Thailand og der findes også fantastiske islandskaber andre steder end på Island. Hvorfor vælger vi filmkulissen? Og hvorfor skal stedet have været en filmkulisse for at være interessant? Er det ikke nok, at se naturen for det den er? Bliver ens Instagram capture bedre, hvis du kan tilføje #Gameofthrones? Jeg har ikke svaret, men jeg synes, at det er en interessant udvikling i vores valg af rejsemål. Jeg synes også, at det er skræmmende, at vi kommer dertil, hvor destinationer må lukke eller begrænse turismen for at overleve. Der er jo masser af seværdige steder i verden, så vi behøver jo ikke alle sammen tage til det samme sted.

Hvilke tanker gør I jer om ovenstående? Er det på tide, at vi ændrer vores rejsemønster?

Disse tanker er udsprunget af en samtale med en person, der i høj grad udfordrer den almindelige måde, at rejse på. Hun går imod strømmen og besøger de steder, vi andre ikke besøger. Jeg glæder mig derfor til at dele et interview med jer, som jeg har lavet med forfatter Cathrine Thovtrup. Meget mere om det i næste uge.

#Gætenfilm #GOT #Youknownothingjonsnow

Globetrotter På Dybt Vand er i november med i en konkurrence om at blive månedens plusblogger, læs mere om konkurrencen her. #Bloggersdelightplus

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Friday Findings - Rejsemagasinet Vagabond