Lucia på spansk

Julefiskeri

For nylig fik jeg en ny guest relation-kollega, da vores finske guest relation (og min bedste veninde) valgte at tage hjem. Da vores fridag faldt på samme dag i denne uge, valgte min nye kollega og jeg at tage på fisketur. Jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke gad fiske, for det var da på ingen måde noget for mig. Det er jo så nemt at udtale sig om noget, man aldrig har prøvet. Jeg valgte alligevel at give det en chance og det er jeg glad for nu.

1419820_10153472715093702_1271271164_n

Vi blev hentet ufatteligt tidligt (kl. 7.45, hvilket er midt om natten i guidelife) og kørt til båden i Puerto Calero. Herfra sejlede vi ud med en lille, men meget fin fiskekutter. På båden er der kun plads til 8 fiskere, så der er fred og ro. På vejen ud mod vores stop så vi en hval, som vi forfulgte. Ikke for at fange den, men fordi der åbenbart tit er fisk i nærheden af hvaler. På vores stop fik vi udleveret en fiskestang og et lynkursus i hvordan man fisker. Det er heldigvis ikke så svært.

Udover min kollega og jeg var der seks rutinerede fiskere, der allesammen så skævt til os, da vi gik ombord. Det var tydeligt, at vi ikke passede ind. Derfor var det til vores begges store begejstring, at jeg fangede en forholdsvis stor fisk. Bådens personale måtte da også hjælpe mig med at tage den af krogen, for lynkurset dækkede ikke den del, hvor man får at vide, hvad man gør, hvis man rent faktisk fanger noget. Kort tid efter, at jeg havde haft bid, fik min kollega en mindre fisk på krogen. De rutinerede fiskere fangede ikke noget. Selvom det selvfølgelig handler en del om held, så må jeg da indrømme, at jeg et øjeblik overvejede om jeg skulle skifte guidejobbet ud med en karriere som fuldtidsfisker, for jeg har da tydeligvis talent for det!

12431768_10153472715563702_736429563_n

Det var en rigtig sjov oplevelse og faktisk noget, jeg meget gerne vil prøve igen. Vil du ud og fiske på Lanzarote, så tag et kig på Fishing Adventure.

Jeg har desværre ingen billeder af selve fiskedelen, da taske og mobil ikke befandt sig i nærheden.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lucia på spansk