Et hav uden plastik

I sidste uge tog jeg en tur på Den Blå Planet for at høre et foredrag med Henrik Beha, stifteren af Plastic Change. Plastic Change er en organisation, der forsøger at skabe opmærksomhed omkring de forøget mængder plastik, der flyder rundt i verdenshavene og hvilke konsekvenser det har for både dyreliv, miljø og mennesker.

Sammen med foredraget havde Den Blå Planet opstillet en lille udstilling, der have nogle triste facts om fremtiden, hvis ikke der bliver gjort noget nu. Formålet med udstillingen og foredraget var naturligvis at skabe opmærksom omkring et stigende problem i forhold til hvor vores brugte plastikprodukter ende henne. Især i Stillehavet, som jo er verdens største hav, kæmper man med hele øer, skabt af plastikaffald. Store plastiksumpe på størrelse med Frankrig (ja, det er stort, ikk!?!) flyder rundt i Stillehavet og dræber alt liv. Plastik skyller op på strande, hvilket ikke kun er et miljømæssigt problem, men også går ud over turismen og dermed indtjeningsmuligheder.

Som blegfed dansker rammer det os, når vi ikke længere kan rejse ud i den smukke verden og nyde sandstrande og koralrev. Når de fisk,vi spiser, indeholder store mængder af plastikaffald, som i sidste ende kan blive sundhedsskadeligt.

Mange af dem, der hørte foredraget var tydeligvis berørte og klar til at handle. Klar til at tage sagen i egen hånd og ændre deres hverdag, så de ihvertfald ikke er skyld i at plastikken flyder. Men er det overhovedet det, der skal til? Hjælper det at udskifte sit tøj, droppe plastiktandbørsten og samle slikpapiret op, der ligger og flyder på gaden?

Jeg sad tilbage med følelsen af, at fokusset er rettet mod de forkerte. For er vi generelt ikke ret gode til at sortere vores affald, genbruge og forbrænde, så vores plastik netop ikke ender på en ø i Stillehavet? Jeg kan huske, da jeg boede i Egypten og kørte igennem ørknen, hvor affaldet flød over alt. Kæmpe bjerge af affald, som aldrig nåede på forbrændingen. Jeg havde danske gæster med på mine ture i ørknen, der forundret spurgte ind til, hvorfor egypterne ikke ryddede op. Kunne de ikke selv se, hvordan affaldet ødelagde den smukke ørken. Mit svar var som regel noget i retningen af, at det var vigtigt at tænke på, at Egypten er et uland, hvor man slet ikke er nået til tænke på naturen, miljøet og konsekvenserne af affaldet. Mange egyptere kan ikke tænke længere end til at få mad på bordet for det i sig selv er en kamp, som vi ikke forstår. Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke på, at “affaldssynderen” måske skal findes et andet sted. Måske kræfterne skal bruges på de dele af verden, som ikke har overskud til at skifte plastiktandbørsten ud med en træbørste.

Hvis vi vender tilbage til plastikøerne i Stillehavet, så kan en del af skylden skydes direkte på mange store internationale virksomheder i især Asien, der i mange år har praktiseret at skille sig af med deres affald ved at sejle det ud i netop Stillehavet og dumpe det. Det er åbenbart nemmere og billigere end at sende det på forbrændingen og ophugge det ordentligt. Affaldet fra disse virksomheder består af meget andet end plastik, men da f.eks. metal falder til bunds og ruster væk, så er det plastikken, der er tilbage. Og plastik nedbrydes ikke bare lige. Som billedet nedenfor fortæller, så tager det 400 år for en Colaflaske at blive nedbrudt i havet!

Som jeg ser det, har vi her en stor og vigtig kilde til problemet, og det er her, der skal sættes ind. Hvad er det for nogle virksomheder? Lander deres produkter i sidste ende i den vestlige verden? Kan den vestlige verden fravælge disse virksomheder og dermed lægge et pres på dem, så det i sidste ende ikke kan betale sig at smadre miljøet?

Det er en helt anden debat end den om trætandbørsten, for personligt tror jeg ikke at det, at jeg mindsker mit plastikforbrug, gør en forskel. Men jeg kan være med til at gøre en forskel ved at fravælge produkter, vis producenter ikke overholder et etisk regelsæt. Vi ser det allerede herhjemme i forbindelse med burhønseægsdebatten. I dag bliver burhønseæg fjernet fra flere og flere supermarkeder for forbrugerne nægter at købe dem. Supermarkederne brander sig på dyrevelfærd og fjerner æggene helt (selvfølgelig fordi salget er nærmest ikke-eksisterende) og det lægger et pres på farmerne, der ikke kan komme af med deres æg. Jeg tror, at samme vej er løsningen på plastikproblemet, selvom det dog er en meget længere og mere omfattende proces (MEGET mere omfattende)

Så når Henrik Beha holder foredrag om plastikken i havene, er det meget relevant, for vi som forbrugere, bliver gjort opmærksom på, at vi skal handle nu, hvis vi ikke vil drukne i plastik (i bogstaveligste forstand) , men samtidig er hans løsning på problemet også dybt irrelevant, for det er ikke nok, at vi i lille Danmark skifter vores tandbørste ud… Eller hvad???

Hvad synes du? Indlægget her skulle egentlig have handlet lidt om affald og lidt om smukke fisk på Den Blå Planet, men nu må I nøjes med billeder af smukke fisk og så må I endelig sige til hvis I er enige eller uenige i det jeg skriver.