Turen går til Island...

Drømmen om palmeøerne

For et par uger siden genopdagede jeg min yndlingscafe i København, Cafe Globen. Det er en lille rejsecafe, der arrangerer foredrag, som regel i samarbejde med diverse rejsebureauer. Gennemsnitsalderen er en smule højere end min aldersgruppe, men der er simpelthen så hyggeligt.

Jeg skulle til et sejlerforedrag og her kunne den flittige læser fristes til at tro, at jeg endnu engang skulle høre familien Beha fortælle om deres jordomsejling på Havana… Men nej, den sejltur kan der vist ikke trækkes flere historier ud af. (Tre foredrag må være nok!)

Til gengæld fangende følgende overskrift min opmærksomhed:

Jordomsejling som gast på deltid – Uden egen båd og med en helt almindelig hverdag ved siden af.

Der er så mange modstridende faktorer i den sætning, at jeg måtte høre mere. Foredraget blev holdt af Martin Houlberg Jensen, som er manden, der åbenbart sejler jorden rundt uden egen båd og med arbejde i Danmark. Han fortalte både humoristisk og levende om to af sine togter, det ene ved Floridas kyst og det andet i Suluhavet. Begge togter fandt sted i en helt almindelig ferieperiode, altså ikke noget med orlov og begge var eksotiske med solskin og palmer. Måden man sejler jorden rundt på deltid, er nemlig bare ved at springe alle de kedelige sejlstrækninger over og påmønstrer bådene, når de ankommer til de steder, man gerne vil sejle. Efter 2-3 uger flyver man hjem til Danmark og går igang med at spare sammen til næste tur. Så enkelt er det!

Jeg var glad for at blive bekræftet i, at det faktisk er muligt at være langturssejler uden at hive 3 år ud af kalenderen. Mange tror at grunden til, at jeg er begyndt at sejle, er for en dag at tøffe jorden rundt i en lille båd. Men det er langt fra min drøm. Jeg tror ikke, at jeg ville nyde en jordomsejling i samme grad som kortere ture, for undervejs ville jeg uden tvivl opleve perioder, hvor jeg ikke gad sejle jorden rundt. Der ville være for mange strækninger, som jeg ikke gad sejle, men som var nødvendige for at komme derhen, hvor jeg gerne vil sejle. Alt i alt vil jeg meget hellere udvælge mine ture, så de koncentrerer sig om den del af verden, jeg gerne vil sejle i. Men nu skal jeg jo lige lære at sejle først…

Tilbage til Martin, der delte ud af sine spændende eventyr ombord på to meget forskellige både med meget forskellige besætninger. Det var fascinerende at høre hans fortællinger og som sagt blev jeg bekræftet i, at man godt kan være jordomsejler på deltid uden egen båd!

Martin har iøvrigt udgivet bogen: Drømmen om Palmeøerne, som kan købes her.

img_9052

img_9056

img_9055

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Turen går til Island...